Grønlands energiforbrug 2016

 

Energiforbruget faldt med 0,8 pct. i 2016. Det lavere forbrug skyldes overvejende et væsentligt varmere år med mindre varmebehov. En stigende økonomisk aktivitet synes dog at udligne en del af denne effekt. Korrigeres der for klimaudsvinget steg energiforbruget således med 4,2 pct. i 2016 sammenlignet med året før.

 

Det faktiske energiforbrug faldt fra 8.626 TJ i 2015 til 8.556 TJ i 2016 svarende til et fald på 0,8 pct. Faldet skal overvejende ses i lyset af et varmere 2016. Udviklingen dækker over et fald i forbruget af vedvarende energi m.m. på samlet 5,6 pct. Forbruget af flydende olieprodukter steg samlet med 0,3 pct. Gasolie, som er det dominerende olieprodukt, faldt med 2,1 pct. Men dette fald blev mere end opvejet af et større forbrug af motorbenzin og petroleum.

 

Foruden det faktiske energiforbrug opgør Grønlands Statistik også et klimakorrigeret energiforbrug, hvor der korrigeres for klimaudsving i forhold til et vejrmæssigt normalt år. Formålet med den korrigerede opgørelse er at få et billede af de underliggende tendenser i udviklingen. Det klimakorrigerede energiforbrug var på 8.640 TJ i 2016, hvilket er 4,2 pct. mere end i 2015.

 

Faktisk energiforbrug og klimakorrigeret forbrug

 

Kilde: Grønlands Statistik, http://bank.stat.gl/END1ACT

 

Den grønlandske produktion af primær energi faldt i 2016 med 5,1 pct. til 1.537 TJ. Den primære energiproduktion er baseret på vandkraft og affald. Grønlands selvforsyningsgrad faldt til 17,4 pct. mod 18,3 pct. året før. Faldet i energiproduktion og selvforsyningsgrad er et udtryk for, at der i 2016 ikke var behov for samme produktion af særligt vandkraft til varmeforsyning som i 2015, der var et væsentligt koldere år end 2016.

 

Produktionen af el baseret på energi fra vandkraft udgjorde 81,8 pct. af Nukissiorfiits samlede elproduktion i 2016. Samlet producerede Nukissiorfiit 1.765 TJ elektricitet.

 

Den faktiske emission af drivhusgasser fra energiforbrug steg i 2016 med 0,2 pct. til 525.148 ton CO2-ækvivalent. Korrigeret for klimaudsving steg den samlede udledning med 5,0 pct. Siden 1990 er de korrigerede udledninger faldet 14,0 pct.

 

Det endelige energiforbrug til transport steg 3,7 pct. i 2016 og udgjorde herefter 1.632 TJ. I produktionserhvervene steg energiforbruget 9,6 pct. til 2.449 TJ primært som følge af højere energiforbrug indenfor fiskeri. I handels- og serviceerhverv faldt energiforbruget 1,1 pct. til 1.593 TJ, mens husholdningernes energiforbrug faldt 4,0 pct. til 2.142 TJ.

 

Publikationen ”Energiforbrug 2016” kan hentes som en pdf-fil på Grønlands Statistiks hjemmeside www.stat.gl.

 

Ønskes yderligere oplysninger kan henvendelse ske til Statistikchef Anders Blaabjerg på tlf. 34 57 81 (direkte).